Spørgsmålet der satte gang i tankerne.

Livets små øjeblikke.

I skrivende stund sidder jeg i Filskov og passer Danmarks sejeste pige. Nemlig min niece. hun har lige fået fjernet polypper for få timer siden. Hun sover lige pt. er lidt mat efter narkosen, men sej det er hun. Hun klarede bare så flot. Så når hun vågner, skal vi have IS, meget IS. Smiler.

Natalie - Danmarks sejeste pige :-)

Det svære spørgsmål.

 I går blev jeg stillet et spørgsmålet: Hvordan bliver du ved med at kan holde modet og humøret oppe, når dine nyretal flyver op og ned og de ikke rigtig kan finde hoved og hale i hele dit forløb.

Først tænke jeg, det er da nemt nok, jeg gør bare som jeg plejer. Det går mig ikke på, for får tallene lidt ned af (Den forkerte vej) denne gang, går de jo op af (Den rigtige vej næste gang) næste gang osv. Og godt skal det nok blive, for det plejer det jo.

Men alligevel kan jeg ikke rigtig slippe det og har faktisk tænkt meget over det siden i går. Hvad er det der gør at vi som individer er så forskellige. Vi bliver ikke ramt på samme måde eller reagerer ens selvom vi kommer ud for det samme. Jeg har f.eks. mistet håret pga. kemo, men ønsker ikke paryk, en anden jeg kender mistede fuldstændigt sin identitet, da håret røg sig en tur og fik paryk med det samme. Hendens verden brød fuldstændigt sammen hvor jeg tænker, når ja det er jo bare hår og det gror ud igen.

Man skal virkelig passe på ikke at komme til at dømme, bare fordi vi ikke er ens. Nogen gange kan jeg tage mig selv i at tænke, så ta dig dog sammen og bliver bagefter jeg helt flov over mig selv, jeg ved jo ikke hvad der ligger bag den reaktion der kommer og hvor lige netop den person er i livet.

Jeg/vi har selv prøvet det modsatte. Rudi og jeg blev engang kaldt til samtale på Fredericia sygehus af min daværende nyre læge. Hun mente ikke at man kunne være så afklaret med en situation som vi var uden at være urealistisk, det var sjovt. Hun var så skrå sikker på at vi ikke ville se sandheden i øjnene og var i fornægtelses fasen. Vi have faktisk ret svært ved at forklare hende at vi havde snakket om det, havde forstået hendens budskab og vi helt var med på hvad der foregik. Hendens kommentar var, Jeg er ikke vant til at folk snakker sammen og om tingene. Godt så. He he.

Så man kan også virke for stærk for andre. Det kan også være meget svært at tyde, for hvad skal jeg så stille op, skal jeg overhovedet stille op mm. Det er ikke nemt. Jeg har fået af vide så mange gange at jeg er sej, stærk og hvordan gør du. Det ved jeg faktisk ikke, men det er den person jeg er og for mig er det normalt, hvis noget er normalt. Nærmere kan jeg vist ikke komme det. For mig er det måden at gøre det og og min måde at leve livet på, måske også måde at overleve på?

Mit gode råd, som jeg selv har lært at bruge. Spørg ind eller si´ hvad du tænker/føler. Også selvom du ikke ved hvad du skal sige, så si´det.

-------------------------------------------------------------------------------

Nu er Natalie vågnet, så nu skal vi have IS :-)