Bump > Giver tid til refleksion .......

Min savnede Far sagde engang til mig:

Det er ikke nogen der har lovet at livet vil blive nemt, men der til gengæld heller ikke nogen der har sagt, at det kan blive så svært - indimellem.

------------------------------------------------------------------

 

Glemmer aldrig disse ord, jeg husker det så tydeligt. De ord sagde han til mig da jeg fik konstaterede min nyresygdom i 2004. Vildt det er 14 år, at jeg har været det man kalder "nyrepatient". Endnu mere vildt at det var 10 år siden i oktober jeg mistede min far. Føltes som det var i går.

Livet - jeg elsker livet samt at leve det. Det er en gave som jeg tager imod med kyshånd. Men nogen gange er det nok meget sundt at stoppe op og reflektere lidt over det. Jeg er god til at reflekterer over ting samt hjælpe andre. Men når det kommer til mig selv og mit ve og vel, har jeg vist ikke bestået opgaven. Det går jo nok og selvfølgelig kommer jeg ovenpå igen mm. Jeg er nok lidt ala et godstog, der buldre af sted og kun stopper op ved bump. Det er ikke en bevist handling fra min side, det er sådan jeg er. Nok min måde at overleve på. Det er ikke noget tillært, det er bare sådan jeg er.

Husker tydeligt at min mor sagde ret tit "op igen" Ikke fordi jeg var ked af det - men fordi jeg faldt og altid kom til skade. LOL.

Jeg ved godt, at det for nogen, kan være svært at se på/være en del. Har igennem tiden tit oplevet at læger mfl. ikke tror at alvoren er gået op for mig. Lidt morsomt for mig når de siger - HAR DU FORSTÅET HVAD DET ER JEG SIGER. Smiler, ja det har jeg.

Det er nok af samme grund jeg tit får spørgsmålet: Vælter du aldrig? Jo det gør jeg.. Det gør alle. Der er bare stor forskel på hvordan man vælter. Jeg tror alle på et alle andet tidspunkt i livet har det svært og der er ingen facitliste på hvordan man kommer videre. Vi må ud fra vores egne livserfaringer og vores personlighed finde den måde der er rigtig for os. Der findes ikke rigtig og forkert her. Og det bliver heller ikke nemmere 2. 3. 4. gang.

Jeg opfatter faktisk ikke mig selv som nyresyg/nyrepatient og glemmer i de gode perioder, fuldstædig at jeg er det. Det har jeg måtte erfarer atter engang, her sidst i marts måned. 

Ugen inden påskeugen - vendte min nyresygdom tilbage efter 4 år i ro.

Det vat noget af en mavepuster - det har jeg fanme ikke tid til - var min første tanke. Men af sted til Odense OUH. Denne gang var der ikke tale om nyrebiopsi mm. men at komme i gang med den biologiske behandling, inklusiv alt hvad den indeholder, så hurtigt som muligt. Så allerede mandag inden påske, skulle jeg have den første behandling af 4. Og den 6. 13. og 20. april de næste tre.

 

Det var dårligt planlagt - nå jeg nu skulle af sted til Gåsahoppet, Vilhelmsborg, IEC og vores eget stævne i denne weekend. Men jeg blev ligesom ikke spurt - LOL.

 

Jeg har passet mit arbejde så godt jeg kunne. I starten af forløbet tænkte jeg (den første dag) - Det er da ikke slemt som sidst og jeg er ikke indlagt - Livet er herligt. Ok bivirkningerne kom hurtigt og de er/har været hårde ved min krop.

 

Men nu har jeg fået den sidste behandling - så mon ikke det går den rigtige vej nu. Jeg ved ikke om kuren har hjulpet endnu - mine tal hopper op og ned.

Så Xér for at kuren hjælper, på sigt.

Jeg har deltaget i det jeg havde tilmeldt mig med hundene. Måske ikke helt på niveau "frisk som en havørn" men vi har været med og vi har hygget os. Og trætheden viste jeg hvorfor jeg havde - smiler.

Dog syntes jeg det er lidt tankevækkende, at jeg kan side her og tænke tilbage på alle de skønne timer jeg har haft i 2018, uden at dette behandlingsforløb kommer frem på noget tidspunkt - vores overlevelsesmekanismer er en fantastisk ting. 

 

I ønskes alle en fantastisk bededagsfrie.