Kære Far.

Min Far (Johan Henrik Rødtness) august 2002.

 

Jeg undre mig af og til over hvor stort mit savn til min Far stadig er. I min hverdag tænker jeg stadig på ham som han er her iblandt os. Jeg husker ham så tydeligt, for det dejlige mennesker han nu engang var. Har flere gange prøvet at skrive lidt om ham her, men måtte opgive, det gjorde for ondt.

 

Min onkel Anton, Jeg (Susanne) og min Far (Henrik)

 

 

Det er over 6 år siden han måtte opgive kampen mod kraften. Han fik den hårde døm mellem Jul og Nytår 2006. Glemmer aldrig Jul/Nytår 2006. Det var både den dejligste og den værste på samme tid. Beskeden var så hård og jeg havde allermest lyst til at skrige, men måtte jo være "lidt" hård for min fars skyld. Men samtidig havde vi mange dejlige dage sammen, min Far var her både juleaften, juledagene og nytårsaften. Det er jeg meget taknemmelig for den dag i dag. Vi var altid meget sammen med min Far omkring Julen og havde mange andre små traditioner. Men denne var bare helt speciel.

 

 



Julen 2006.

 

Min Far var speciel (på de gode måde) på mange områder, han var lidt "egn" sommetider. He he. Han handlede kun samme sted, brugte altid den samme mekaniker mm. Han havde sin egen mening om tingene samt sin helt egen måde at gøre tingene på. Du var der altid når jeg havde brug for dig. Det var alt det jeg elskede dig for.

 

De sidste mange år af hans arbejdsliv var han graver på Arnborg Kirkegård, det var hans liv. Han elskede det. Han var bare så god til at snakke med alle der kom der også selvom det ikke altid er det sjoveste sted at befinde sig.

 

Han boede i næste 20 år i Uhre før han hev teltpælene op og flyttede til Arnborg, der nåede han at bo i 3-4 år. Det var det bedste han gjorde, han blev så glad for at bo i Arnborg og følte han havde hørt til der hele hans liv. Han er stadig i Arnborg, da han valgte Arnborg kirkegård som hans sidste hvilested.

 

 

 

Min Far var benhård tilsidst, han ville gerne hvis jeg ville hjælpe ham med at skrive "de sidste" ting/ønsker ned, pyha det var hårdt, men da han endelig fik fred den 2. oktober 2007 var jeg meget taknemmelig. Jeg savner ham bare stadig vildt indimellem, han blev kun 62 år. Det er squ for tidligt.

 

Kære Far. 

Du var elsket og nu er du savnet.

Ære være dit minde.

 

Den dag i dag er jeg utrolig taknemmelig for at det år min far kæmpede mod kraften, er det eneste år ud af de sidste ti år jeg ikke havde aktivitet i min sygdom, så han oplevede kun en gang hvor dårlig jeg blev af kemo mm. pga. min nyresygdom. Noget af det sidste han sagde til mig var: Det er nemmere ´selv at være syg en end at se på at ens børn (eller andre) være syge, man bliver så magtesløs. Det vil jeg give han ret i.

 

Pas på jer selv og hinanden.